Jeg har lige været til en større fest i den modsatte ende af landet, hvor der også deltog en hel del af mine gamle venner og bekendte.
Der var den bedste mad og vin og i den bedste mening, havde værtsparret arrangeret musikere med nogle enorme højttalere, sikkert nok i imponerende kvalitet.
Nu er det sådan, at jeg stort set altid har radioens P4 uden reklamer kørende i baggrunden, som jeg slukker for, hvis der dukker et menneske op, der vil tale med mig, eller hvis telefonen ringer, og jeg vil besvare opkaldet.
Jeg hader altså ikke musik, men, men, men
Jeg investerer ikke gerne flere tusinde kr. til rejse med benzin, broer og færge, overnatning, gave, forplejning før og efter festen osv, alene for at påhøre musik.
Er det mig, der er nærtagende og sær, når jeg bliver en kende mismodig over at skulle tilbringe flere timer på en umagelig stol ved bordet uden at være i stand til at samtale med de øvrige ved bordet som følge af den voldsomme musikudfoldelse, som i dag ALLE suppestegogismusikere diverterer med?
Holder alle I andre mere af at påhøre en ihærdig musikers udfoldelser i andægtig tavshed eller råbende af Jeres lungers fulde kraft for at udveksle enstavelsesord til bordfællen end at samtale med andre i nogenlunde fred og fordragelighed?
Heldigvis skulle musikerne have en bid brød og kaste vandet, så der blev lige et kvarters tid, hvor snakken kunne udfolde sig, hvorefter musikken igen brølede ud over de nu igen tavse deltagere.
Da der efterfølgende skulle være dans antog musikken enorme dimensioner af kakofoni og styrke, men så kunne jeg heldigvis sive væk.
Men det kan jo godt være, at det er sådan det skal være for at man kan more sig???