Aner jeg en anelse irritation over de moderne opdragelsesmetoder, skolelærdom, berøringsangst, konsekvens og blødsødenhed.
Da jeg i sin tid havde værksted og havde oplevet tyveri nogle gange, anskaffede jeg et par herlige Dobermann, iøvrigt efter råd fra en politimand uden for referat.
Jeg vidste, at det var ulovligt aht. de stakkels indtrængende dog uindbudte, der kunne komme til skade.
Det kunne holde lortet ude i en længere tid, men så en dag var der en fulderik, der alligevel synes han skulle ind.
Hvis der var noget disse herlige vovser ikke kunne lide, så var det fulderikker, der oven i købet trængte ind på deres enemærker. Han blev billetteret, dog ikke i nogen nævneværdig grad, men følte alligevel trang til at blande lovens lange arm ind i forholdet, og kræve erstatning.
Det udmøntede sig til en retssag, idet jeg ikke følte trang til at betale idioten nogen form for erstatning. Denne sag stod så en fredag eftermiddag, hvor solen bagte lækkert fra en skyfri himmel en dag i august. Vi var ca 12 voksne mennesker, dommere, skiverkarle, forsvarere, forsikringsfolk, anklager, vidner og så mig, misdæderen - den anklagede, det dumme svin, der havde ladet vovserne delikatere sig med, i mine øjne, forbryderen.
Dommeren var ved at gå ud af sit gode skind af ærgrelse over ikke at komme hjem i det fine vejr, især da klokken blev godt og vel 17, før han kunne idømme mig og mit forsikringsselskab, bøde og erstatning for klæder og svie og smerte.
Som jeg husker det, kostede det mig 400 kr. i bøde, en bøde jeg modtog med et stort grin!!
Det var tilbage i 80erne, og den gang var det ikke så moderne med disse allestednærværende, højt betalte psykologer, der skal på banen, hver gang en unge falder og slår hul på et knæ. Så jeg slap for at betale til psykologhjælp til idioten.
Siden havde jeg ikke indbrud, og moralen må være: Anskaf en frygtindgydende hund!