Lige netop det med Eternitplader, står for mig som noget af det mest mystiske inden for miljøhalløj.
Jeg er helt med på, at de arbejdere, der gik i støvet hver dag på fabrikken, sikkert uden åndedrætsværn, i allerhøjeste grad var eksponeret, og de tømrere der hver dag, år ud og år ind, skar hjørner af Eternitplader, uden åndedrætsværn, ganske givet har været i en risikosituation.
Siden jeg var ganske spæd, har jeg jævnligt været med til at tumle med disse tagplader i større eller mindre grad, herunder at skære hjørner. Nu er det dog lykkedes mig at opnår en så høj alder, at jeg er tæt på at blive aldersrentenyder, Eternitplader til trods.
Jeg sad og gloede TV, den aften, hvor en doktor i sygdomme, stod og proklamerede entydigt, at blot et enkelt fiber ud af trillioner, landede i lungen, ja så var man dødsens. Er det 40-50 år siden?
Da havde jeg allerede flere gange stået i disse asbestskyer + jeg havde rodet rigtigt meget med asbestholdige bremser på biler.
Jeg var dødsdømt!! Jeg gik derfor ud og købte kiste, gravsted, ligskjorte og valgte salmer til min begravelse til brug ved min snarlige afsked med dette jordeliv i en meget ung alder!
Det fik jeg så alligevel ikke brug for.
Hver dag strammes reglerne for håndtering af asbestplader voldsomt op, så mange i dag tvinges til alle mulige fantasifulde måder til at skille sig af med disse plader, og myterne om deres farlighed florerer i en grad, så en nedsmeltning på Barsebäck forekommer at være en ligegyldig og nærmest munter hændelse ift. at skifte en tagplade på sit tag.
Men når det så er skrevet, må jeg medgive, at rigtig mange har tjent smukke udkommer på denne "naturkatastrofe".
Er det bare mig, der følger sig til grin?