Du mener, der hvor man med svag flamme forsøger at bygge en lille vold op på det ultratynde, man ikke kan fjerne, og så igen bygge lidt mere tråd på, inden man kunne forbinde det nye metal på det lort (resten af bilen) som egentlig burde have været smidt væk?
Husker endnu den hule fornemmelse i bryst og mave, hvor hjertet dunkede intenst, når synsmanden hakkede hammeren igennem alle vegne!
Uldal, behøver du at rippe op i fortidens ærgrelser og sorger???
Jeg havde ellers fortrængt mange af disse pestilenser!
Men vi er da vist kommet en del væk fra indgangsbønnen??
