Er med i Frihavnsordningen, så vi lå der 3 nætter for 90 kroner ialt (miljøafgift).
Havnen er meget lig vores egen - stille og rolig, ingen 'Nyhavn' lige om hjørnet. Man kommer til Sundby for at lægge båden til i rare, afslappede omgivelser, ikke for at vise sin store sejl- eller motorbåd frem. Både over 3 meters bredde kan stort set ikke finde en gæsteplads.
Sejlklubben har et fint cafeteria med både inden- og udendørsservering. Personalet er sødt og menukortet er så varieret, som man kan forvente, størrelse og beliggenhed taget i betragtning.
Bad og toilet fungerer, men er lidt nedslidt og ikke op til dagens standard - men det er de såmænd heller ikke i vores egen hjemhavn. Til gengæld skal man ikke have kode eller kort til dem, man skal bare betale havneafgiften i de kuverter, der ligger i postkassen ved havnekontoret.
Nærmeste indkøbsmulighed er Aldi på Øresundsvej, fin butik uden dikkedarer, 15 minutters gang. Kiosken på vej derop er også ret velassorteret. Ellers er der Metroen 10 minutter væk som kan plante én på Kgs Nytorv 20 minutter efter at man gik fra båden.
Alt ialt en dejlig, rolig havn, som vi bestemt besøger en anden gang

Lars & Elizabeth, Bente II, Ishøj, XPE3524, MMSI 219015911
Led os ikke i fristelse... vi kan sagtens finde vej selv...