En frekvensomformer fungerer populært sagt på den måde, at man ensretter forsyningsspændingen, som kan være almindelig fase + nul eller 3 faser f.eks.
Herefter omformer man via noget elektronik denne jævnspænding til en vekselspænding. Og så er fidusen, at man kan styre elektronikken, så frekvensen kan varieres.
Det er også ladsiggørligt elektronisk at frembringe 3 (eller for den sags skyld flere) faser, der ligger faseforskudt i forhold til hinanden.
Man kan altså godt føde en FO med én fase og udtage tre faser, MEN strømtrækket bliver naturligvis højere.
Så installationens forsikring sætter naturligt grænsen.
Hvis man skal til at ændre i den faste installation er det selvfølgelig det bedste at udvide den til tre faser, som Bent Andersen skriver.
Nu til dags har jeg tre faser ført frem til mit værksted, men bibeholder alligevel min kondensatorkoblede båndsav, fordi det er bekvemt at kunne tilslutte den en almindelig stikkontakt andre steder i huset, ved eks. renoveringsarbejder. (Der er også hjul under.)
En ulempe ved en frekvensomformer er, at udgangsspændingen kan være (er) overlejret med nogle kraftige spikes, afhængig af hvor effektive filtre den (eventuelt) er forsynet med.
Visse ældre motorer tåler ikke i længden at blive tilsluttet en FO. Der kan forekomme gennemslag i viklingerne pga. disse spikes. Den tekniske forklaring er, at trådviklingens lakisolering kan indeholde små luftblærer. Denne luft kan ioniseres af spikes'ene, og på et tidspunkt får man evt. et gennemslag i viklingen.
Ligesom man ofte får problemer med HPFI relæer, der slår fra. Dog værst ved større typer.