Hvis man stikker meget mere end vores 60 cm, skal man holde sig til det afmærkede løb ind til havnen... Og lad være med at stikke ind over grunden ved Oringe, de lokale fiskere tjener en god skilling ved at slæbe gæstesejlere af grunden derinde.
Vordingborg er en rigtig dejlig by at besøge. Havnen er gennemsnitlig, der er, hvad der skal være, og alt er i orden, men der sker ikke en skid på den.
Men den ligger lige op til Kong Svends gamle fæstningsværk, den med gåsetårnet. Så hvis man er bare en lille smule interesseret i vores lands fortid, er det en guldgrube. Museet, der ligger på voldterrænet, rummer en meget flot samling af ting, der er fundet over hele Sydsjælland.
Hvis man skal shoppe, foregår det oppe i Algade, lige på den anden side af slotsruinen, der er en Super Best og en Fakta lige i starten af gaden, og går man lidt længere, finder man også en Kvickly lidt nede bagved. Og der er rigeligt med Pit-stop muligheder undervejs, Amigo-bar er et godt bud, et godt, traditionelt værtshus med en glimrende gårdhave bagved.
I uge 28 hvert år står Vordingborg på den anden ende, der er festuge, og en fast tradition er, at Bamses Venner altid spiller lørdag aften.
Lars & Elizabeth, Bente II, Ishøj, XPE3524, MMSI 219015911
Led os ikke i fristelse... vi kan sagtens finde vej selv...