Først og fremmest skal du tage ALT OVERHOVEDET, du bliver proppet med af allehånde sælgere med et meget stort gran salt, idet ALLE oplysninger er fulde af løgn og latin i sælgers favør.
Jeg har pillefyr, monteret på en gammel Salamander kedel. Denne kedel er udråbt som noget af det værste her på Jorden, idet den vist nok i værste fald sluger mere energi, end der kommer ud af den, hvis jeg hører mig for ude i junglen af markskrigeriske sælgere og overkloge eksperter.
Fakta er imidlertid, at jeg bruger i store træk den samme mængde brændsel som mange andre i samme situation med nye, fine kongelig statsaut. kedelanlæg.
Gør dig selv en tjeneste ved at opsøge folk, som har og bruger det anlæg, som du forelsker dig i og få deres erfaringer. Pas dog på, at de ikke er købt af sælger af anlægget.
Ender det med at du vælger en eller anden form for træpilleanlæg, så brug meget tid inde på Stoker Pro forum. Her vil du finde mange års erfaringer med diverse anlæg.
Jeg er meget tilfreds med mit pilleværk, men har ikke indrettet det, så jeg kan fyre mere end 2 dag i f.eks. en fimbulvinter vi just har gennemlevet. Man kan sagtens indrette det, så man kan fyre i 14 dage uden mere tilsyn, end et olifyr kræver.
Jeg har så et oliefyr som back up, hvis det skulle være.
Jeg ville ikke satse på hverken olie eller gas, under indtryk af, at om føje år er vi afhængige af leverancer fra Gazprom, v/Putin.
Så vil jeg hellere stole på svensken, selv om de også igennem historien har vist sig som nogle værre kæltringe.