Først og fremmest godt nytår til alle herinde.
Ja jeg ved godt, jeg røg i et hul og skrev en masse vrøvl i min brandert, håber I kan bære over med det.
Her i løbet af sidste uge begyndte jeg at få en fæl mistanke. Vores Albin 25 er jo åben over styrepladsen, og normalt ligger der en fin, blå kaleche over den.
Da vi har indkøbt ny kaleche i år, syntes vi ikke, at den skulle udsættes for vintervejr, så den blev pænt pillet af og lagt i depot. I steddet blev lagt en god, SOLID presenning, som dækker fra forkahyt til agter-ditto.
Mistanken bed, og i torsdags kravlede jeg (Bambi på glatis) op ad badestigen og fik et kig på presenningen... den sagde badekar over førepladsen.
I går var vi så nede for at gøre noget ved det - havde købt de mest buede 12x12mm lister i Jem & Fix, lastet éngangs-vaskeklude og kabelstrips.
Nede i båden fandt vi en meget nedsunken presenning med cirka 100 kg is i én stor klump. Planen havde ellers været at vippe det hele ud over kanten, men vi kunne ikke engang få løftet klumpen op over styrepulten.
Det endte med at vi lod klumpen gå ned i båden - nu lå den naturligvis i klemme mellem motorkassen og køleskabet i bagbord. Og da den vejede omkring 100 kg og var svineglat, kunne vi jo ikke gøre så meget.
Fuchssvansen kom frem, blokken blev savet 3/4 igennem, og nogle kraftige dunk med en 2 kg brandslukker gjorde resten. Nu havde vi 2 blokke á 50 kg. Elizabeth fik den geniale ide at lægge klumperne op i en anden presenning, vi havde liggende. På den måde fik vi lempet dem ud over rælingen.
Nu kunne vi i ro og mag og chill-faktor -25 grader bygge en presennings-afstivning op inde i styrehus-hullet, lægge overdækningen på og komme hjem til varme fødder igen
Ikke at vi tror, I nogensinde kunne finde på at lave samme kvajestreg, men historien er god at blive klog af.
På billedet ses Elizabeth bag de to klumper, vi havde i overskud...
Lars & Elizabeth, Bente II, Ishøj, XPE3524, MMSI 219015911
Led os ikke i fristelse... vi kan sagtens finde vej selv...