Ikke noget spørgsmål, bare lidt blog om vores tanker...
Vi har jo to hunde - den gamle på 12 år og den 'unge' på 8.
Den gamle kører på lånt tid - han er frisk nok, når der skal gås tur eller gø's ad andre hunde, men i bund og grund er han pensionær. Han hiver efter vejret, når han sover, og laver lyde som Yoda fra Star Wars, når noget krildrer i halsen. Desuden er han pi...ræd for fyrværkeri og torden, så vi overvejer seriøst at lade ham komme i hundehimlem, inden han får det for slemt, og i hvert fald inden fyrværkerisæsonen begynder igen.
Om vi nu gør det selv inden, eller et kanonslag giver ham et hjertestop, så skal vi nok ikke regne med at have den gamle efter nytår. Vi har tidligere talt om, at når ingen af hundene var der mere, ville vi tage et år eller to uden det ansvar, men vi kan sgu nok ikke undvære et par firbenede kvajpander om benene - al den tid, vi har kendt hinanden, har vi haft to hunde, vi havde jo hver vores, da vi flyttede sammen, så det er ligesom mest rigtigt på den måde.
Plan B går så ud på, at når den gamle - moskus-hunden, som vi kalder ham - ikke er mere, så tager vi ponyen (den unge, store af hundene) med ud til dyreinternatet i Rødovre, og lader ham vælge vores næste hund. Vi går en tur langs burene med Balto, og hvis han er meget nysgerrig overfor én af hundene, lader vi dem være sammen lidt, og går det, er det vores næste hund.
Om den ligner en mellemting mellem Birthe Rønn Hornbeck og en flyulykke er os fløjtende ligegyldigt, hovedsagen er, at de to hunde kan sammen - de skal trods alt trives med hinanden, når vi ikke er hjemme, så deres samhørighed er vigtigere end stamtavle og race(r)
Selvfølgelig slår vi bremsen i, hvis han vælger en irsk ulvehund eller en mini-rotte, men ellers er der frit slag. Det gør dog ikke noget, hvis han vælger én, vi har plads til i båden, så skal vi med tiden også nok lære pony'en op til livet på vandet - han har skam været med på båden et par gange, altid med katastrofale følger
Det er aldrig særlig rart at se i øjnene, at et kært familimedlem er på vej ud af éns liv, men når det nu ikke kan være anderledes, må man jo kigge fremad og håbe, Balto vælger rigtigt
