Jeg ved det godt - jeg er gammeldags, og jeg får på trynen for det her indlæg...
Indtil jeg var 9 år, havde min familie overhovedet ikke telefon. Med andre ord, de var behageligt fri for at stå til disposition døgnet rundt. Og selv efter de havde fået det fantastiske apparat, kunne de med sindsro sige, at de ikke havde været hjemme, da den ringede, så de kunne ikke tage den.
I vore dage er vi så vant til, at man altid kan komme i kontakt med hinanden. Mobilen er blevet en livsvigtig ting, som især den yngre generation slet ikke kan leve uden.
Der bliver udgivet magasiner, som udelukkende beskæftiger sig med, hvor fantastisk, de nyeste mobiler er - de har GPS, adgang til internettet, MP3, radio, TV, 7 Megapixel kameraer, surround i ørepropperne.
Jeg har haft mobiltelefon i 10 år nu - bruger kun alm. tale og sms, og i sjældent tilfælde kameraet - og har fundet den allervigtigste knap, som findes på enhver mobil, uanset pris - nemlig sluk-knappen.
Det er én af de mest befriende fornemmelser, at slukke for apparatet og sige: Nu er jeg ikke længere tilgængelig. I kan rende mig en høstblomst, jeg holder fri. De første par dage er det lidt underligt, at man ikke tjekker for sms eller en besked på svareren, men langsomt siver freden ind i knoppen på én.
Det kan godt være, min holdning hører til i et andet årtusinde, men jeg er af den overbevisning, at hvis man altid føler, man skal være klar til at tage et kald på mobilen, så slapper man aldrig 100% af.
Mit budskab er, lad det skidt ligge en gang imellem, giv jer tiden til jer selv. Vi har overlevet som race i 3 mill. år uden at kunne tale med hvemsomhelst på kommando, og ingen af os er i bund og grund så vigtige, at vi ikke kan undværes et døgns tid.
Lars & Elizabeth, Bente II, Ishøj, XPE3524, MMSI 219015911
Led os ikke i fristelse... vi kan sagtens finde vej selv...
Jeg ved det godt - jeg er gammeldags, og jeg får...
Vis hele indlægget