husbåd - klar til efteråret med pladser !

Lidt sakset fra JP
"Offentliggjort 13. april 2003 22:30

Husbådsbyer i tomme havne

Af JAKOB RUBIN

En række kommuner planlægger at bygge husbådsbyer for at puste liv i hensygnende havne. Den første står klar til efteråret.

Nikolaj Sonne har altid drømt om et hjem med vand til alle sider. Han vil bo i en husbåd.

Han og hans kæreste, Vanessa Ragans, er faktisk så vilde med ideen, at de er i gang med at bruge 1,5 mio kroner og al deres fritid i et år på at bygge en husbåd uden at vide, hvor den skal ligge.

For dem og hundreder af andre husbådsfanatikere er der gode tider i vente. Husbådsbyer dukker i de næste år op i havne over hele landet.

Efter flere års diskussion har en række kommuner besluttet, at husbådsbyer skal give landets mange hensygnende havne nyt liv.

»Vi forventer, at husbådene vil skabe et spændende miljø i en havn, der ikke længere bliver brugt og heller ikke kommer til det igen. Der bliver jo ikke oprettet skibsfart igen,« siger Stig Christensen, planlægningschef i Korsør Kommune.

Korsør er et eksempel på de seneste ti-tyve års nedgang i de danske havne. Byen havde indtil for få år siden to statshavne, der betjente henholdsvis tog- og bilfærger fra Sjælland til Fyn. Med byggeriet af Storebæltsbroen mistede begge havnene deres funktion og overgik derefter til kommunal administration.

»Det forenkler tingene lidt, at vi nu er eneste myndighed. Et enigt byråd har så bestemt, at havnen skal bruges til at skabe miljø blandt andet gennem boliger på vandet,« siger Stig Christensen.

30 husbåde i Korsør
Korsørs husbådsby vil kunne rumme omkring 30 husbåde. De placeres i tilknytning til nybyggede boliger på land og en nyoprettet campingplads. Etableringen forventes afsluttet i foråret 2004.

Anderledes store planer har Københavns Kommune. I byens havne er der planer om at oprette fem husbådsbyer. Ifølge overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) vil de første husbåde sandsynligvis få plads allerede i efteråret.

»Der er et kæmpemæssigt potentiale i hovedstadens havne. Det har taget os lang tid at organisere, men nu søsætter vi det første pilotprojekt,« siger Jens Kramer Mikkelsen.

Vandet udnyttes
Ifølge overborgmesteren vil der om få år være oprettet op imod 1000 husbådspladser.

Det endelige tal kan imidlertid blive 1500 alt efter erfaringerne med de første husbådsbyer.

»Vi vil udnytte vandet. Byen vil i de kommende år vende sit ansigt mod vandet. Nu skal vi finde de rigtige modeller, der sikrer forskellighederne og styrer markedet. Det skal ske i et samspil med byggeri af nye boliger på land,« siger Jens Kramer Mikkelsen.

Han gør opmærksom på, at et af hovedkravene er, at der bliver tale om helårsboliger. Han vil ikke have sommerhusbåde, og det skal sikres, at prisniveauet bliver sådan, at det at bo på vandet ikke kun bliver for de velhavende.

Enslydende for de kommunale visioner er skrappe kvalitetkrav til de flydende boliger.

Det er ikke de hjemmeflikkede, flydende skurvogne, som mange forbinder med det at bo i husbåd, landets kommuner forventer at se.

Husbådene skal i princippet bygges lige så solidt som et hus på land.

»Husbåde i dag skal kunne finansieres af bankerne. Derfor skal der være garanti for, at de holder deres værdi,« siger Jesper Andersen, direktør i Eilersen & Andersen, et maritimt konstruktionsselskab, der har oprettet landets foreløbig eneste husbådsværft.

Eilersen & Andersen har netop fået typegodkendt en husbådsbunds-konstruktion kaldet HUBB af EU's institut for registrering af fritidsfartøjer.

Husbådsbunden alene vejer 100 tons, dertil kommer vægten af byggeriet af boligen, der kan være på alt fra 100-180 kvadratmeter samt diverse terasser.

Det lille københavnske selskab har i årevis forsøgt at overtale myndigheder rundt om i kommunerne til at oprette husbådsbyer i uaktive havne.

Ifølge direktøren er mange kommuner henholdende med at tillade husbåde af frygt for, at man ikke slipper af med dem igen, hvis man engang ønsker at bruge havnene til noget andet.

»For bankens vilje til at finansiere en husbåd skal kommunerne garantere, at vandet stilles til rådighed i mindst 20 år. Det er mange nervøse for. Men hvad er 20 år. Ingenting,« mener Jesper Andersen.

Væk med nervøsiteten
Ikke desto mindre kan han mærke, at lokalpolitikerne er ved at smide nervøsiteten overbord.

»Folk ringer hver dag og spørger til husbåde. Hidtil er de fleste blevet skuffede, når vi har fortalt dem, at der ikke fandtes noget sted at placere dem. Politikernes ord er godt nyt,« siger han.

I Hvide Sande har ideen været diskuteret i mange år, men nu skal det være.

»Det er spændende at se, hvad det medfører for kommunen. Vi er positive. På grund af nedgang for fiskeriet er der plads til nye initiativer,« siger kommunens direktør, Thorleif Jensen.

Den vestjyske kommune har foreløbigt givet tilladelse til seks husbåde, der skal placeres ved et kajanlæg, som kommunen opretter.

Andre steder er det op til husbådsejerne selv at oprette et laug, som finansierer de faste faciliteter som kajer, strøm og kloakker.

Også byplanlægger Michael Warming er positiv.

»At tillade flydende byer er en glimrende ide. Det beriger både kulturelt og visuelt og kan skabe et godt og mangfoldigt miljø,« siger han.

Følger problemer med
Michael Warming har interesseret sig for husbådsbyer i flere år og har besøgt projekter i blandt andet de nordamerikanske byer Seattle, San Fransisco og Vancouver. Der følger også problemer med, minder han om.

»Jeg har set grelle eksempler. Skal en husbådsby fungere, skal man først have løst en række problemer med for eksempel parkering, affald, kloak, institutioner og forsyninger. Det lykkes ikke altid lige godt,« siger han, men slutter alligevel med følgende salut:

»Giv visionen en chance. Bare kom i gang.«

Så på med vanten !!
Denne bruger er slettet og ikke længere aktiv.
0 svar
 Følg tråden
 Følg tråden
Vil du være med? Log ind for at svare.

Tilmeld dig og få fordele



Deltag i forummet, stil spørgsmål og svar andre

Favoritmarkér spændende indlæg

Færre reklamer, når du er logget ind
...og meget mere



Tilmeld dig gratis