Jeg havde nøjagtig samme oplevelse som Metrik - og kombineret med det, min almindelige forsikring dækker, var ejerskifteforsikringen helt i skoven.
Desuden var der på daværende tidspunkt nogen juridisk tvivl om, hvorvidt ejerskifteforsikringen overhovedet ville dække, når det var et dødsbo (noget med at overtage ansvar fra en ikke-eksisterende part). Om det stadig er gældende, ved jeg ikke.
Desuden synes jeg alt for ofte man hører, at ejerskifteforsikringen er svær at vride penge ud af, selv i klare tilfælde (er regnskabsfører for et vvs-firma, så hører om en del sager).
Ud over min egen viden fik jeg lidt hjælp af et par dygtige håndværkere til at vurdere huset (godt nok efter det var købt....) - men det gav mig en værdifuld viden om, hvad jeg skulle prioritere - og i hvilken rækkefølge. Jeg havde f.x. dømt taget til udskiftning, men det ligger stadig smukt på 9. år (dvs. snart 70 år gl.) og har ikke givet problemer overhovedet i mellemtiden. Så renterne af 130.000 har jeg da haft så længe ;-)
- og endelig selvrisikoen... du er ca. 32.000 kroner nede, inden du får betalt din første skade. Og f.x. rørskader og råd snupper den alm. (udvidede) forsikring også, og så er der "groft sagt" kun konstruktive skader tilbage. Det må du så vurdere ud fra alder, konstruktion og stand.
Som den ene af mine "vurderingsmænd" sagde: "Når det hus har stået der så længe og ser ud, som det gør nu - så står det der også om 50 år".
Jeg skal således ikke råde dig fra ejerskifteforsikringen - den er god, især hvis man sover bedre med den under puden. Men overvej kraftigt, hvad du mener den kan gøre for dig - som dine egne forsikringer og de 32.000 ikke kan...