Hej.
En normal opbygning af glasfiberbåde, vil være yderst et lag GelCoat, derefter 2-4 lag glasfibermåtte (med binder) og til sidst inderst noget maling. Der findes også sandwich konstruktioner, hvor der er noget skum mellem de midterste lag glasfiber.
Det kan godt lyde som om du har fået glasfiberpest - ikke sikkert.
Men er din gelcoat blød og begyndt at boble, så har du fået pest. Prøv at prikke hul, og hvis det lugter som eddike/surt, så er det pest.
Alt det bløde skal væk - det plejer KUN at være GelCoaten og en lille smule glasfiber der skal væk. ALLE steder hvor der er blødt (plejer at være lige under vandlinien), skal Gelcoat væk. Det nemmeste er en kraftig stålbørste på en boremaskine, eller en vinkelsliber. Nogle får sandblæst - men det er nok kun for fagfolk.
Lad båden tørre MINDST 3 mdr.
Når alt det bløde er væk, skal du købe noget gelcoat MED glasfibre i. Dette skal du spartle ud der hvor du har fjernet det bløde.
Nu kommer lortearbejdet (undskyld udtrykket), og det gælder både om du har glasfiberpest, eller om det bare er din maling der bobler. Fjern AL den gamle maling, dette kan du gøre med en skraber - pas på ikke at lave dybe ridser. Det sidste maling sliber du væk. Det er MEGET vigtigt at al malingen er væk. Lad båden tørre 1-2 mdr. (du kan evt fjerne maling før du fjerner pestbylder, så skal den kun tørre en gang)
International har et produkt som hedder "GelSheild", og af det skal du lægge ca. 6-10 lag. Husk at det skal tørre for hvert lag. Hempel har et alternativ til GelSheild produktet der hedder "Light Primer", som jeg også synes er godt.
Så er det "bare" at finde vandlinien igen, og male den med TopLak, og til sidst skal båden have en gang bundmaling.
Sørg for at båden er klodset højt op, så man ikke skal arbejde sammenbukket.
Til gengæld er det sjovt når det er færdigt, for så kan man fortælle andre hvordan de skal gøre det
Og så er der et hyggeigt miljø på havnen.
Tid: Hver weekend i 1-2 mdr.
Pris: ca. 2500,-
Sværhedsgrad: 3 ud af 10
Irritationsgrad: 7 ud af 10
Mvh
ThomasB