Er der nogen, der har erfaring med ombygning og vedligeholdelse af gamle trækuttere?
Jeg bliver muligvis snart ejer af en gammel marinekutter fra 1944, der engang var en af søværnets minestrygere. Derudover har den sejlet overvågning i en årrække ved Grønland - også for søværnet.
Nu ligger det gode skib i Nyhavn og er til salg. Jeg overvejer derfor at slå til og ombygge skibet til husbåd. Skibet har ikke længere styrehus og skansebeklædningen er fjernet. Til gengæld er skandæk, lønning, mast og en del af hækken netop blevet skiftet. Under læ er næsten intet ændret siden den blev bygget. Skibet er bygget eg på eg og det ser velholdt i betragtning af dets høje alder.
Jeg har som nævnt ingen intentioner om at restaurere skibet, så det tilbageføres til noget der ligner original stand. Istedet planlægger jeg at hæve det meste af dækket op over rælingshøjde og derefter bygge ovenpå.
Dermed kan også dørken hæves og der kan isættes vinduer der hvor skansebeklædningen engang var, så der kommer masser af lys ind under dæk.
Båden fremvises på mandag og inden da kunne det være rart med et erfarent råd om, hvad jeg skal kigge efter og spørge sælger om.
Desuden vil jeg gerne vide noget om:
1. Hvor tit bør et gammelt skib som dette komme på bedding?
2. kan man uden videre fjerne dækket midlertidigt, uden at dette har konsekvense for skibets styrke og stabilitet?
3. Kan maskinen løftes ud nogenlunde smertefrit?
4. I hvilke materialer bør jeg udføre overbygningen? (fra lønning op til det nye hævede dæk og selve dækket)
5. Kan det gamle dæk genbruges og kan det lægges på krydsfiner? (teaktræ 2")
6. Findes der særlige regler for sådanne ombygninger?
7. Er denne ombygning det rene vanvid at foretage selv, og bør jeg derfor få den foretaget hos en bådebygger eller på værft?
8. Er søværnets gamle flåde generelt i en særlig god stand eller er de tværtimod hårdt brugt?
9. andre gode råd - hvad som helst om trækuttere/galeaser
Se skibet her:
http://hjem.get2net.dk/molly-hawk/Her er hvad jeg omtrent har tænkt mig det skal ende ud i: Den øverste tilbygning er dog ikke med i de første planer. Først vil jeg blot hæve dækket og isætte vinduer og ny nedgang.
http://www.husbaad.dk/Fin__og_hvid_Nr_1_feb_02.JPGPå forhånd tak for ethvert indlæg til dette.
Hilsner fra
Brian Sørensen
www.NetJurist.dk - hvis du har almindlige juridiske spørgsmål..