Hej nybegynder!
Du har allerede fået en del gode råd - men jeg vil lige føje en ting
til:
Det er nyttigt at gå på sejlerskole, og duelighedsbevis er et 'must',
men I skulle sørge for at I BEGGE sejler klub-kapsejladser sammen med
mere erfarne kolleger, og - ikke mindst - i ALT SLAGS VEJR! Det er
vigtigt at få erfaringer med hårdt vejr og krisesituationer, så man
lærer at bevare roen og overblikket, hvis/når man får brug for det.
Vejret kan jo godt skifte ret pludseligt, og er man langt fra havn, så
sidder man i det. Ved man, hvad man skal gøre, så kan lidt
friskvejrssejlads være en fornøjelse. Få også børnene engagerede og
find ud af, hvad andre gør, når det regner og blæser. Min erfaring er,
at de mindre børn bliver søvninge når det vipper, og de har det egentlig
bedst i en lun køje - så langt agter som muligt. Den størrelse båd i
snakker om, giver næppe mulighed for at de kan ligge under en sprayhood.
Tursejlads handler også om, at man har det godt, mens man sejler, ikke
fryser osv. Jo mere aktiv man er, jo mindre tendens har man til søsyge.
Mad og drikke med jævne mellemrum. Der skal også navigeres. Børnene kan
sagtens både styre og indrages i navigationen, så de lærer det. Børn er
som regel ikke interesserede i længere ture, så de er stærkt motiverede
for at regne ud, hvor længe der ca er til næste pølsevogn og slikbod.
En vigtig ting er at træne havnemanøvrer, så det ihvertfald ikke bliver
en selv, der bidrager til underholdningen i havnen. Her skal hele
familien arbejde sammen i hold. Selv mindre børn kan hurtigt lære at stå
parat med en (løs)fender og droppe den ned på det rigtige sted, så man
ikke skrammer båden, hoppe i land med et spring osv, og der er stor
fornøjelse ved at lave en perfekt holdopvisning ved fortøjning. Der er
altid publikum i havnene.... ;-)
Svømning, redningsvest, sikkerhedsline og redningsøvelser er
obligatoriske. Sørg for, at der er klare regler. Lav hyppige 'mand over
bord' øvelser fx med en redningsvest - også når det blæser - og lad alle
prøve at bjerge den - det mindsker lysten til at droppe
sikkerhedsreglerne.
Øvelse gør mester - og det er ingen skam at øve sig.
MVH Thomas
(webmaster på
www.aarhussejlklub.dk)