Jeg har læst de mange gode spørgsmål og svar om akku skrue- og boremaskiner fra et par få hundrede kroner til flere tusinde. Der skrives meget om fordele og ulemper ved de forskellige batterityper, og holdbarhed for såvel batterier som for selve maskinerne. Men hvad nu hvis man skal lægge en 50 m2 træterrasse, og godt kan leve med ulempen ved, at bruge en 220v maskine med ledning på til at skrue skruer i med. Lyder det helt gak og død besværligt ? Jeg ved godt, at det ikke er sagen, at fare rundt udendørs med en 220v maskine i fugtigt vejr, men ellers – hvorfor så ikke ?
Jeg er dog ganske lun på, at investere i én af de mange akku-maskiner I anbefaler. Må godt for konen. Men en 220v maskine dur osse om 10 – 20 år. Ingen udtjente batterier og den slags. Som min 270w Black og Decker fra 1967, den guldfarvede I ved nok, som har været pint og plaget med rundsavs - og rystepudserforsats og meget mere. Den kører stadig perfekt, men kom på fortjent aftægt for et par årtier siden. Jeg har dog en del maskiner af nyere dato – grønne Boscher, som passer fint til mit behov. Stik- og rundsav og slibe- og boremaskiner, samt en fin lille Metabo skruemaskine til småskruer. Jeg vil gerne ha’ nyt fint grej, men kan skruer kun skrues i med akku maskiner nu om dage, eller findes der 220v alternativer med momentindstilling og hvad der ellers hører til ?. Det er nok bare mig, der er en halvgammel stivstikker. Måske jeg burde læse jeres mange gode råd endnu en gang, og så se at komme hen efter en af de der akku maskiner med sjove navne og flotte farver, som I anbefaler – eller hvad ?
Med venlig hilsen
Per