Det var ikke fordi det lød farlig, blot en lille klik lyd, der blev langsommer, når jeg sagtnede farten. Men det var irriterende, jeg kan ikke fordrage fremmede lyde, lyde jeg ikke kan identificerer. Den var der ikke i går.
Jeg var på vej hjem fra et kollega-besøg i København, og jeg havde lovet min kone at tage forskellige småting med hjem.
Sort stødt peber, en ½ ltr. Piskefløde, og så noget lækkert til kaffen, underligt nok, havde hun et ganske bestemt ønske om hvad dette lækre skulle være, men hun nævnte det aldrig. Det var underforstået, at når hun sagde noget lækkert til kaffen, så var det kun én ting. En rigtig klæbrig smørkage, og jeg skulle ikke finde på at komme med noget andet. Det er nu også en lækkerbisken for mig, så vi er enige om det.
Jeg var glad for, at hun havde skrevet det til mig på en S.M.S. på mobilen, for ellers havde jeg ikke husket hvad det var hun skulle have, og så havde jeg været nød til at købe det halve varehus med hjem, for at være sikker på, at jeg ramte tingene, hvilket jeg nok ikke ville gøre alligevel, f.eks. Sort stødt peber, ville jeg aldrig kunne finde på at købe selv.
Af en eller anden grund, kommer jeg altid ud fra et varehus, med mere end der står på sedlen, man bliver så inspireret, af alle de varer. Jeg faldt for fristelsen, og købte nogle flasker rødvin med, når jeg nu var der. Vi kan begge godt lide at nippe til et glas vin i ny og næ.
Det havde været en dejlig solrig Oktoberdag, så de 1½ times kørsel til Hovedstaden, var gået rigtig godt, der var ved at komme de rigtige efterårsfarver på træer og buske, og jeg havde valgt at undgå myldretid, så det var faktisk en nydelse at køre den tur.
Der var altså bare denne lyd, som jeg var blevet opmærksom på, disse evindelige klik, som jeg, på et tidspunkt, tog mig selv i, at sidde og tælle. En handling, der var komplet idiotisk, hverken jeg, eller nogen anden, ville kunne få brug for at vide, at dette klik var der 133 gange på 5 min.
Jeg stoppede bilen på en rasteplads, og gik ud og åbnede motorhjælmen, ikke fordi jeg havde særlig forstand på biler, og da slet ikke min egen, men det, der har med hastigheden at gøre, i en bil, sidder vel under motorhjælmen, og hvis der nu var et eller andet, som ikke plejede at være der, eller som sad anderledes, end det plejer, kunne jeg måske lokaliserer lyden. Jeg var godt klar over, at jeg ikke havde den ringeste anelse om hvordan tingene i motorrummet på min bil, plejede at sidde, men noget skulle jo gøres.
Rigtig nydeligt så der ud, under motorhjælmen, jeg kunne ikke sætte min finger på noget, der ikke var som det skulle være, ikke sådan at forstå, at jeg mente at alt var som det skulle være, det rakte min uddannelse ikke til, men jeg kunne ikke se noget usædvanligt, selvom jeg må indrømme, at det meste under denne motorhjelm, er rimeligt udsædvanligt for mig.
Der var tilsyneladende ikke nogen ledning, der var faldet af sit normale opholdssted, som derfor kunne hænge og rasle eller sådan noget, batteriet sad fast, det kunne altså heller ikke, stå og rasle, så det var heller ikke det. Jeg kontrollerede for en ordens skyld oliepinden, når jeg nu havde adgang til den, og det så fint ud, måske skulle der lidt olie på, når jeg kom hjem. Lige oliepinden, er jeg blevet instrueret så grundigt om, at når jeg kikker i motorrummet, ser jeg altid efter om den er der, mest fordi jeg præcis ved hvor den skal være, og hvordan den ser ud, det er en lang jernpind, med en rød sløjfe i toppen, som man bare hiver i, så kommer den op, og man kan kontrollerer om den er våd af olie imellem maksimum og minimum. Så sætter man den bare på plads i et rør, der er beregnet til lige dette. Smart ikke.
Jeg havde ikke bemærket, at en anden bilist, var kommet ind på min rasteplads, så jeg blev lidt forskrækket, da der bag mig lød en mandestemme:
Vil den ikke kører?
Jo, jo, der er bare en underlig klik lyd, som jeg ikke rigtig kan lokaliserer.
Nå, sagde manden, hvordan lyder den?
Ja altså, den har ligesom et interval, den er der hurtigere når hastigheden bliver sat op, og langsommer når jeg sætter hastigheden ned, den er der faktisk nok hver gang motoren har taget en omgang, eller sådan noget, vil jeg tro.
Eller hjulet, sagde manden.
Jeg kiggede på ham, og fulgte hans øjne, som bevægede sig ned på det nærmeste hjul, som var venstre forhjul, det gjorde jeg så også, og det var tydeligt, at det havde tabt en hel del luft.
Der mangler da luft i det hjul, sagde manden!
Ja, sagde jeg, det ser lidt fladtrykt ud, men det kan da ikke give den lyd, syntes jeg.
Nej, men det kan være, at der sidder et søm i dækket, så vil det sikkert give den lyd du taler om, sagde manden.
ET SØM, det kunne jeg ikke få til at passe nogle steder, det kunne godt være, at et søm, måske kunne presse sig ind og sidde i dækmønstret, men det ville hjulet da ikke punkterer af!
Manden, som i øvrigt var en meget flink fyr, og hed Orla, nævnte, at et søm godt kunne bore sig ind i dækket.
Jeg syntes godt nok, at den var langt ude, det ville jo forudsætte, at der et eller andet sted, hvor jeg havde kørt, skulle have stået et søm på hovedet på vejen, det forekom mig, at være en vanskelig affærer, for et søm, at anbringe sig i den rigtige position, uden at vælte, og endda blive stående sådan, til lige netop jeg kom kørende, herudover ville jeg mene, at sømmet nok måtte stå en smule på skrå, således at det rigtig kunne bore sig ind i mit dæk, i stedet for bare at blive skubbet omkuld.
Den unge mand, han var vel omkring de 35 år, grinede af min uvidenhed, og sagde, at godt nok var det en vanskelig proces, som sømmet skulle igennem, men at søm, nok var årsag til de fleste punkteringer.
Jeg mente ikke, at det rigtig kunne passe, på byggepladser måske, hvor en tømre lige havde tabt en æske søm, men der er da ikke nogle mennesker der går og strør søm ud på gader og veje.
Han bukkede sig ned og begyndte at føle på mit dæk, det så nærmest ud som om han kærtegnede det, og jeg kom til at tænke på, at han måske ville begynde at tale til mit dæk, men det gjorde han nu ikke. her er det! sagde han pludselig:
Jeg fik lov at føle efter, med instruktion om at være forsigtig, for sømmet var slebet skarpt af vejbelægningen, og ganske rigtigt sad hovedet af et søm og stak ud af mit dæk, det var tydeligt, at spidsen af sømmet havde boret sig ind til den komprimerede luft, som jo udnytter alle muligheder for at slippe ud i friheden, hvor den i virkeligheden hørte hjemme.. Det var godt nok et søm-akrobatisk nummer af rang.
Den unge mand hjalp mig med at skifte dæk, jeg er en lidt ældre herre, og det kan man sikkert se på mig, så han følte nok, at jeg ikke selv kunne finde ud af det. Det så ellers forholdsvis nemt ud. Han hev også sømmet ud med en tang, og gav mig det i hånden, det var nu underligt, det havde et meget lille hoved, var nok 5 cm., langt, rustent, gammelt, og havde et lille buk på midten.
Han fik 2 flasker rødvin, som tak for hjælpen, og det blev han meget glad for.
Jeg er på vej hjem nu, lyden er væk, men jeg har et underligt billedmiks i mit hoved.
Jeg ser et helt regiment søm, marcherer hen til søm-smeden, hvor de alle skal have banket deres hoveder lidt større, og have et hug over maven, med smedehammeren, så spidsen får den rette vinkel.
Så ser jeg, de skæve søm marcherer ud til alle deres veje, og begynde at stille sig op.
Jeg ser massevis af søm blive væltet omkuld af den stærke trafik, rejse sig, og forsøge igen, og igen, og igen, de kan ikke dø.
Jeg ser enkelt søm, sætte sig fast i et dæk, og vinke farvel til de andre, idet de suser forbi, de må da blive rundtosset af det, nogle af de unge søm rækker tunge og råber øv bøv.
En håndværker fortalte mig for nylig, at man ikke brugte søm mere, nu er det skruer der bruges, sagde han.
Det kom jeg lige i tanke om, og tænkte, at sømmene måske har fundet ud af, at de er på vej ud, og er i gang med at øve sig i at gå nye veje.
De bedste hilsner
Leon