Jeg har Netatmo termostater på alle mine radiatorer i vores 214 kvm hus. Jeg har også Netatmo vejrstationen udenfor, og på den måde kan termostaterne reagere ret hurtigt hvis ude-temperaturen pludselig falder, da de "taler sammen".
Ud over at jeg pt. har lidt problemer med mit gasfyr, så er jeg meget tilfreds med termostaterne. De virker upåklageligt.
Jeg har sat dem til at styre temperaturen efter vores dagligdag, det vil sige de skruer ned om natten når vi går i seng, og skruer op igen rundt klokken 6 så der er varmt til vi skal spise morgenmad, og så skruer de ned for varmen igen klokken 8 når vi tager på arbejde/i skole, og skruer op for varmen rundt klokken 14 så der når at være behageligt til vi kommer hjem.
Der er ingen skærm til, men jeg har Amazon Alexa flere steder i huset, så jeg bruger faktisk ikke appen til at styre dem med. Jeg taler blot til Alexa, og beder hende skrue op eller ned for varmen, i forhold til hvordan jeg synes temperaturen er. Dog er det sjældent jeg har behov for dette, fordi man kan lave en individuel indstilling for hver af ugens 7 dage. Det vil sige i weekenderne skruer den op for temperaturen i stuen klokken 8, og holder det forholdsvis varmt ind til klokken 24 når vi går i seng.
Jeg har haft dem siden november 2016, og der har aldrig været problemer med dem. Jeg har skiftet batteri en gang siden, og regner med jeg kommer til at gøre det igen her i vinter. Det vil sige at ind til nu er jeg på 1 batteriskift om året, men da det er ret nemt at skifte batteri, og de kun bruger 2 stk. AA batteri hver, så synes jeg ikke det gør noget.
Hvis man vil gå all-in på nørderi, så kan man også koble dem op til IFTTT, og så kan de automatisk skru op og ned for varmen i forhold til om du er i huset eller ej. Dvs. at du ikke behøver at lave nogen speciel indstilling, men blot at der skal være varmt så længe du er hjemme, og når du forlader dit hjem, så skal de skru ned. Dog er dette lidt bøvlet, når man som os, er flere i husholdningen. Så kan den pludselig komme til at skru ned for temperaturen når jeg skal op for at handle, selv om konen og vores børn er hjemme, og så synes jeg pointen med funktionen forsvinder lidt. Men det ville helt klart være en gavnlig funktion hvis det kun var mig der boede der.
Jeg kan desværre ikke sige så meget om Tado, da jeg aldrig har prøvet disse, men da Netatmo producerer flere gadgets som jeg også benytter hjemme, synes jeg det er fint at jeg kan styre det hele fra en platform. En anden grund til at jeg valgte Netatmo frem for Tado, er fordi jeg læste nogle anmeldelser om at Tado larmet ret meget når den justerede for temperaturen. Det er kun noget jeg har læst, så jeg kan ikke bekræfte dette, men jeg kan bekræfte at Netatmo er MEGET stillegående. Man skal tæt på, og næsten lytte efter for at høre at den justerer temperaturen.
Mig bekendt er både Netatmo og Tado kompatibel med AppleHome, men det kan være jeg tager fejl. Jeg går mest op i om produktet er kompatibelt med IFTTT da jeg ønsker at køkkenmaskiner, varme, lys og indeklima kan tale sammen, og da jeg bruger Amazon Alexa til at talestyre alt i huset, så jeg slipper for at skulle frem med mobilen hver gang jeg skal gøre noget.
Håber du blev noget klogere, og held og lykke med det :-)