Det er tilsyneladende ikke i muren men i stukken, hvor der også er nogle mønstre. Hvis det er gammel gipsstuk, kan det repareres med gips, men det er en omstændelig affære hvis det skal gøres rigtig.
Først skal der tages et gummi aftryk (mold making) på et andet sted. Så støbes der et stykke i denne form. Dernæst saves der et passende stykke ud af denne støbning som så sættes fast op i hullet, så mønstret passer. Det er et håndværk der hedder stukatør.
Skal du lave det lidt nemmere i så lille et hul, kan du nok komme af sted med at forme det på stedet. Du skal have fyldt hullet næsten med mørtel så bagstop er ok. Ingen steder må det gå længere ud end det oprindelige. Mørtelen er let at skrabe i efter 3-4 timer.
Så kan du fylde ud med gips som du blander i meget små portioner. Det størkner meget hurtigt. Hvis du bruger øl i blandingen i stedet for vand får du noget længere bearbejdningstid. Du kan bruge en lille spartel, bordkniv, teske, ispind pensel eller andet egnet værktøj til at lave de rette former. Således at du fortsætter mønstret ind i hjørnet. Både det lige stykke øverst og nederst men ikke mindst de buer der ses.
Husk at efter hver seance skal det omliggende stuk vaskes med vand og pensel, så der ikke efterlades rester.