Jeg er ved at skifte et stykke bundplade - ca 140 x 60 cm - i min gamle MKP campingvogn fra 1970. Bunden er konstrueret på den måde, at der nederst er en tynd vandfast masoniteplade, derefter et skumfyldt mellemrum og øverst en 9 mm krydsfinerplade. Det er den øverste 9 mm plade, jeg skal skifte p.g.a. råd, som skyldes indtrængende vand fra vindue. Nu vil jeg gerne komme nyt skum mellem pladerne, dels for at isolere, men især fordi, jeg kan se, at skummet har en meget væsentlig stabiliserende egenskab ved, at det binder de to tynde bundplader sammen. Jeg gør den nye topplade fast i den gamle sunde topplade ved at lægge en laske ind, som både ny og gammel plade skrues/limes fast i. Men hvordan gør jeg med skummet? Kan jeg sprøjte skummet ud på bundpladen og skynde mig at lægge toppladen på i det våde skum, eller er det bedre at bore nogle huller i toppladen og sprøjte skum ned efter montage. Hullerne kan jeg bare spartle ud bagefter. Nogle vil måske hævde, at skum er noget skidt, fordi det holder på fugten, men jeg kan se, at det ikke har givet problemer de første 47 år af cv'ens levetid.