Instruktioner til et apparat

Instruktioner til et apparat
VIGTIGT! LÆS DETTE FØR DE BRUGER DERES NYE APPARAT:

Tillykke! De har købt et meget fint apparat, som De burde kunne afbenytte uden problemer i flere tusinde år, bortset fra at De utvivlsomt vil ødelægge det på en typisk fladpandet forbruger-facon. Derfor beder vi Dem om:

VÆR FOR GUDS SKYLD RAR AT LÆSE DENNE INSTRUKTIONSBOG FØR DE PAKKER APPARATET UD. DE HAR ALLEREDE PAKKET DET UD, IKKE? DE PAKKEDE DET UD, OG SATTE DET I KONTAKTEN OG TÆNDTE FOR DET OG PILLEDE VED KNAPPERNE, OG NU SIDDER DERES BARN, DET SELVSAMME BARN SOM ENGANG PROPPEDE EN MEDISTERPØLSE I VIDEOMASKINEN OG TRYKKEDE PÅ FREMADSPOLING, DETTE BARN SIDDER OGSÅ OG PILLER VED KNAPPERNE, IKKE SANDT? VI BURDE BARE SMADRE DISSE APPARATER PÅ FABRIKKEN FØR VI SENDER DEM AFSTED, ER DE KLAR OVER DET?!?

Om forladelse. Vi bliver bare en anelse skøre fordi vi altid får "defekte" apparater retur, hvor det viser sig at forbrugeren uforvarende "kom til" at bade apparatet i syre i seks dage. Så når vi skriver disse instruktioner, formoder vi at Deres knold er fyldt med døde insekter, men vi mener det ikke personligt. OK? Lad os nu tale om:

1. UDPAKNING AF APPARATET

Apparatet er indpakket i skumplast for at beskytte det mod Afsendelsesfolkene, som ikke ved noget bedre end at stikke spyd i udgående kasser.

VÆR VENLIG AT KONTROLLERE INDHOLDET GRUNDIGT FOR FLÆNGER OG FOR IDA MARIA DÅREBÆKS FORLOVELSESRING, SOM HUN MISTEDE I SIDSTE UGE, OG HUN TROR DET MÅSKE VAR MENS HUN PAKKEDE APPARATER.

Ida Maria vil virkelig gerne have ringen tilbage, idet den er det eneste bevis på forlovelsen, og hendes forlovede, Søren, overvejer alvorligt at hæve forlovelsen, mest fordi han havde bællet størsteparten af en flaske Rød Aalborg da han pludselig besluttede at fri til Ida.

ADVARSEL: DE MÅ ALDRIG, ALDRIG NOGENSINDE SMIDE INDPAKNINGEN VÆK, HVERKEN ÆSKEN ELLER NOGEN AF DE SMÅ BØNNE-FORMEDE STYKKER SKUMPLAST.

Hvis De forsøger at returnere apparatet til butikken, og De mangler bare en enkelt lille skumplast-bønne, vil de butiksansatte grine ad Dem på samme isnende måde som Stalin, da han underlagde sig Østeuropa.

Bortset fra apparatet, burde æsken indeholde:

Otte små papirlapper hvor der står "ADVARSEL".
En lille plastikpakke indeholdende fire 5/17-tommers rapsfiber kordelstropper og to snubnæsede 6/93-tommers godsvognsrejer.
DE SKAL SELV ANSKAFFE: En matrix-skruetrækker og tyve kilometer sporvognskabel.

HVIS NOGET AF INDHOLDET MANGLER ELLER ER BESKADIGET: Da bør De STRAKS sige til Deres ægtefælle: "Margrethe, ved du hvorfor ingen kan lave en bil som kan klare turen til bageren uden at behøve et større serviceeftersyn? Fordi der ikke er nogen ansvarlighed længere; derfor!"

ADVARSEL: Vi formoder selvsagt at Deres ægtefælle hedder Margrethe, og ikke Peter.

2. TILSLUTNING AF APPARATET

Apparatets el-stik repræsenterer den sidste nye forskning fra el-industriens Stik-Mutations Gruppe, som i deres fortsatte bestræbelser på at forhindre forbrugere i at trække skadelig strøm til deres apparater har udviklet Det Trebenede Stik, dernæst Det Trebenede Stik Hvor Ét Ben Er Større End De Andre. Dette apparat er udstyret med det revolutionerende nye Stik Hvis Ben Består Af Seks Små Religiøse Statuetter Lavet Af Chokolade.

FORSØG IKKE AT SÆTTE DET I KONTAKTEN!

Læg det nænsomt på gulvet nær en stikkontakt, hold det væk fra sollys, og rengør det ugentligt med en fugtig klud.

ADVARSEL: NÅR DE LÆGGER STIKKET PÅ GULVET, SÅ HOLD IKKE EN SPIDS GENSTAND I DEN ANDEN HÅND OG FALD OVER LEDNINGEN OG STIK DERES ØJE UD, DA GARANTIEN DERVED VIL BORTFALDE.

3. AFBENYTTELSE AF APPARATET

ADVARSEL: VI FREMSTILLER KUN DEN NYDELIGE DESIGNER-ÆSKE. APPARATETS VIRKSOMME DELE FREMSTILLES I JAPAN. INSTRUKTIONERNE DERTIL ER BLEVET OVERSAT AF FRU SIGRID PELSEBÆK FRA REGNSKABSAFDELINGEN, SOM IKKE RIGTIG HAR VÆRET I JAPAN NOGENSINDE, MEN HUN HAR DOG DE FLESTE AFSNIT AF "SHOGUN" PÅ VIDEO.

INSTRUKTIONER: For resultater som kan være de fineste, er vores anbefale at: ALDRIG hold disse to knapper to gange!! Bortset fra batteriet. Tag dernæst (et-eller-andet) jordforbindelse kan forårsage stor hændelse. Men alligevel. Hvis dette ikke er et besvær, sådan rotation er meget vedligeholdelses handling, som venligst (et-eller-andet) kabelpunkt fra tegning B.

4. GARANTI

Det skal hermed oplyses, at dette apparat, iberegnet men ikke undtaget alle særlige dele deri, garanteres mod alle defekter, mangler og fejl, som kan opstå fra nu og til torsdag eftermiddag kort før klokken to, i hvilket tidsrum producenten vil, uden omkostninger fra ejerens side, sende apparatet til reparationsfolkene, som vil krybe ud af deres huler og påbegynde ritualer som vil rense apparatet for onde ånder. Garantien dækker ikke den nydelige designer-æske.
3 svar
 Følg tråden
Annonce
Annonce
Annonce
Thomas, det kan du næsten ikke være bekendt! Jeg "kom til" at læse dit indlæg på min arbejdsplads og det var umiligt at holde latteren tilbage, jeg lo så tårerne trillede.

(men tak for historien alligevel!)

Sørensen

PS: Dine andre historier! Hører vi ikke snart noget fra din hustru?
Og som jeg oplever det "live" når man har købt en børnestol til sit 3 årige barnebarn.

"Hvis emballagen er beskadiget, kan varen ikke returneres"

1) Hvordan åbner man pakken uden at beskadige emballagen?

"Producenten kan ikke drages til ansvar for forkert brug eller hvis det bruges til mindreårige"

2) Hvad mener han - det er en børnestol, og hvad er forkert brug af en stol - at man sidder baglæns og falder ned?

"Installationsvejledning: Sæt skrue 1 i hul 1"

3) Ok. Er er nemt gjort

"sæt skrue 2 i hul 2 - og følg tegningen til skrue 6"

4) Skrue 2 volder allerede problemer, for hullet sidder 5 mm forkert i forhold til overdelen, og der er kun 5 skruer og ikke 6.

"Når overdel og underdel nu er samlet, skal De forsigtigt sætte afstandsskiverne ind, så sædet er lige og spænde det sammen"

5) Hvad mener idioten. Den er ikke samlet og det eneste der er tilbage er et stykke filt, 2 forskellige skiver der er mindre end skruerne.

"De har nu en xxx stol - den ultimative løsning til børn"

6) Ja, det er muligt, men jeg har brugt en aften og jeg har det der ligner en hensunken taburet man bruger til en koncert.

"Tak fordi de valgte xxx stolen"

og med småt:

"Producenten er uden ansvar for brugen af stolen, hvis den bruges til midreårige"

7) Hallo, det er en barnestol til børn!

- Ok en opringning i morgen til firmaet må løse det, nu hvor der er gået en aften med -hvor far ærlig talt er gået i seng sammenbidt og har råbt ad ægtefællen.

"Hallo er det xx-firma, jeg har fået en stol der overhovedet ikke........ De er nu i kø som nummer 13"

5 minutter efter "De er nu i kø som nummer 13"

30 minutter efter "De er nu i kø som nummer 1" hvorefter telefonen bliver afbrudt.

Næste opringning:

"Velkommen til xx-firma - de er nu i kø som nummer 17" adrenalinen snurrer og har nået højder man ikke vidste var muligt, og når man så endeligt kommer igennem sidder der en overlegen havgasse og siger

"Ja, så må de bringe varen tilbage i den originale ubeskadigede emballage." Ikke en undskyldning eller beklagelse - man er nu den irriterende part!

Man spørger høfligt om den ny køretur på 20 km for at få den vare man allerede har købt, så resulterer i en ny vare der virker og får at vide, at det mener de, men det får du at vide når du kommer med den......

De næste dage er ødelagte - ægtefællen, naboer, kat osv. får ikke for lidt, for NU KAN DET VÆRE NOK.

Lige indtil næste katalog kommer ind ad døren, og der altså lige er en smadder billig xxx ......

Nej jeg gør det ikke mere, men det har også taget mig mange år at nå frem til den erkendelse, men det trækker alligevel i højrebenet, når jeg ser prisen.

- JørgenE

Læste i øvrigt Kammrads bog om Ikea - uden sammenligning, og han skrev noget i retning af, at målet med Ikea var, at man skulle elske at hade Ikea.

I mit tilfælde er det sket, og jeg elsker det ikke engang med det firma jeg tænker på..... smile

Mvh. JørgenE
Hej.
Min datter og svigersøn købte en indbygningsovn i IKEA. Den blev installeret, og virkede ikke. De har ikke bil og bor i Rødovre, så vi var da klar til at køre fra møn for at aflægge et besøg og forene det praktiske med det rare ved at se børnebørnene. Så fik min udmærkede datter fisket anvisningen op af kassen(hun er jo vokset op i et praktisk hjem!) og da så uret  og et lidt videre ritual - helt udmærket beskrevet - var overstået -voila - ovn klar til opgaverne
Det gav en vis håneret tre opvaskefri dage.

mvh

 varmetossen

 Følg tråden
Vil du være med? Log ind for at svare.

Relaterede emner

Tilmeld dig og få fordele



Deltag i forummet, stil spørgsmål og svar andre

Favoritmarkér spændende indlæg

Færre reklamer, når du er logget ind
...og meget mere



Tilmeld dig gratis