Mal din lejlighed og få depositum tilbage

Skal du til at flytte fra din lejlighed? Så se med her - der kan være mange penge at spare ved at svinge penslen selv.

 

Skal du til at flytte fra din lejlighed? Så skal lejligheden med god sandsynlighed istandsættes, hvilket typisk blot betyder at den skal males på lofter, vægge og nogle gange også træværket. Følg med her hvor Kresten, fra Malgodt.dk, giver en god grundig guide til hvordan du maler din lejlighed med henblik på at få depositum tilbage.

Med baggrund som maler ved Kresten hvad han snakker om, når det handler om fraflytning og tilbagebetaling af depositum fra udlejer.

Start med de rette materialer

Den fejl der oftest er begået og ligger til grund for manglende godkendelse af lejligheden er, at der ganske enkelt er blevet brugt maling i for ringe kvalitet, forkert kvalitet eller farve. Det lyder måske som lidt af en salgsfloskel fra en der gerne vil sælge maling i høj kvalitet, men der er faktisk mening med galskaben. Hvis du render i supermarkedet, byggemarkedet eller et tredje sted der ikke har indgående viden omkring maling og farver, er risikoen for at du kommer afsted med den forkerte maling ganske stor. Derfor; køb dine materialer hos en farvehandel og gerne et sted der sælger maling fra netop den producent din udlejer evt. tidligere har brugt. Hvorfra ved jeg hvad der tidligere er brugt? Din udlejer ved typisk hvilken maling, farve og glans der tidligere er blevet brugt, og ofte kan du blot spørge ham/hende om at få udleveret et stykke papir med informationen. Du skal blot sikre dig at du får minimum følgende information:

  1. Glans på maling og udspecificering af hvor de forskellige glansgrader er brugt. (Glans er et udtryk for hvor mat/blank malingen er)
  2. Farvekoder på malingen – husk at hvid også kan have en farvekode(Fx RAL 9010).
  3. Hvilken producent malingen har været fra(Fx Flügger, Jotun etc.). Dette er dog ikke et ”must”, men en god ting at vide.

Med ovenstående information er du klædt godt på til at købe den rigtige maling. Hvis du får præcist den samme maling som tidligere er brugt, vil sandsynligheden for at du kun skal male én gang være meget høj. Søg evt. på nettet efter farverne, malingen og producenten.

Husk afdækning, pensler og ruller.

Kom godt i gang med malerarbejdet

Nu har du fået malingen og er klar til at give din lejlighed en overhaling. Nedenfor kan du rækkefølgen for hvad du skal gøre.

  1. Dæk gulve, køkkenskabe og evt. stikkontakter og paneler af.
  2. Start med at male kanterne rundt langs lofterne med loftmaling(med pensel) og slut af med at male lofternes flader med en bred rulle(25 cm malerrulle). Husk at dyppe rullen ofte for at malingen dækker ordentligt!
  3. Mal nu alle væggenes kanter og vær omhyggelig når du skal male væggenes kanter op mod lofterne. Når alle kanterne er malet kan du begynde at rulle væggene med den brede malerrulle, husk at vask loftmalingen ud hvis der er forskel på loft- og vægmalingen. Husk at dyppe rullen ofte for at malingen dækker ordentligt!
  4. Nu er lofter og vægge færdige og du er klar til at tage alt afdækning af. Hvis din udlejer forlanger at træværket også skal males, så følg videre til step 5, ellers er du færdig og klar til rengøring inden udlejer kommer og tjekker dit arbejde.
  5. Når alt afdækning er væk kan du begynde at slibe dit træværk. Dette skal blot gøres meget hurtigt med almindeligt sandpapir i fx korn 120. Efter en hurtig overslibning skal du vaske træværket med en fugtig klud(gerne med lidt grundrens i).
  6. Nu er du klar til at male panelerne(træværket) med den rette træværksmaling(typisk i en glans mellem 35 og 50). Dette gøres med en god egnet pensel. Tag gerne en fugtig klud med rundt, så du kan tørre eventuelle klatter af hvis du skulle ramme gulvet når du maler.

Nu er du færdig med at male – TILLYKKE :) Det har sparet dig for mange penge og husk at hvis du går systematisk til værks, som beskrevet ovenfor, så tager det faktisk ikke så lang tid og kan samtidigt være en god undskyldning for at invitere et par venner over til pizza ;-)

Læs også: Lige nu er der LDS-rabatter hos Malgodt på alle malerprodukter. Se mere her.

Del det:

Om Kresten Kjær Larsen

 Kresten Kjær Larsen

Hej jeg hedder Kresten Kjær Larsen. Jeg er malermester og ejer af online farvehandlen Malgodt.dk. Jeg har været selvstændig siden 2007 hvor jeg startede mit første malerfirma "MK Spartel og Maling". Jeg skriver artikler til Lav-det-selv.dk fordi jeg elsker at dele ud af min erfaring, og fordi jeg synes at det er vigtigt at man får mulighed for at udføre de rigtige behandlinger. Har du en idé til en artikel jeg skal lave? Skriv endelig til mig - jeg vil hellere end gerne lave en artikel om netop dit spørgsmål. Held og lykke med projekterne. Mvh Kresten

 

Kommentarer til artiklen

Der er 2 kommentarer til denne artikel. Se de nyeste herunder eller følg hele debatten her:

Paranåhja skrev den

I artiklen fra kresten kjær fra malgodt.dk er der fine råd til maling af lejlighed ved fraflytning, for at få indskuddet tilbage.

Jeg vil bare lige, af bitter erfaring med nogle udlejere, tilføje nogle vigtige remindere :

0) meld dig ind i en lejerforening i god tid , hvis du har en dårlig mavefornemmelse omkring fraflytningen. Her kan man som regel få advokatbistand ved twister med udlejer.

1) gå tidligt i dialog med udlejer om at du ønsker at male lejligheden selv, og gør det på skrift (mail). Aftal, hvornår lejligheden skal være færdigmalet, hvad der skal males, hvilken maling der skal bruges, hvornår nøglerne skal afleveres etc ! Spørg generelt ind til dine forpligtelser ifm afleveringen og læs op på din lykkeligt glemte lejekontrakt.

2) skriv IKKE under på en fraflytningsrapport, der er udarbejdet FØR din istandsættelse (medmindre der er indføjet et forbehold i denne om, at lejligheden skal endeligt godkendes efter din istandsættelse)

3) Dokumentér lejlighedens stand med billeder inden du går igang.
Dokumentér også dit arbejde mens det står på, feks med billeder/video, så du kan bevise, at du har foretaget istandsættelse ! Gem evt boner fra indkøb af maling etc.

4) sørg for at aftale et møde, hvor udlejer skal vurdere/godkende dit arbejde. Gør det i god tid, så datoen for de nye lejeres indflytning ikke bliver et issue. Få godkendelsen på skrift. Hvis du og udlejer er uenige om, hvorvidt lejligheden kan godkendes, har du mulighed for at få 'syn&skøn' til at vurdere arbejdet (uafhængig instans).

5) Gør dit arbejde ordentligt ! Hvis du ikke mener du er den fødte maler, så få en faglært maler med på sidelinjen. Som kresten skriver er det hyggeligt at invitere vennerne på malehygge og pizza, men der skal altså holdes en vis standard, det har udlejer krav på.

Håber nogen kunne bruge det (: Husk, at røvhuller findes i alle samfundets lag, også blandt lejere og udlejere, men langt de fleste er jævne samvittighedsfulde mennesker som du og jeg

Kresten Kjær Larsen skrev den

Tak for dine input, der bestemt giver god mening og er helt reelle ting der også skal overvejes og tages højde for.
Rigtig god jul!
Mvh Kresten


Tilføj kommentar

Se alle kommentarer og følg hele debatten her