Jeg står skam også ved min kritik. Og det til fulde. Selvom jeg som kun 48 årig næsten er en snothvalp sammenlignet med nogle af de andre brugere på sitet. Og en gammel nar i visses øjne.
Sjovt nok, så kan de fleste blive enige om, at når vi har med tal at gøre, så skal det være korrekt. Man kan ikke bare sætte tallene i den rækkefølge man vil, og de skal stå rigtigt, procenttegn og komma ligeså.
Men når det gælder skrivning, så er der ved at brede sig en opfattelse af, at "du ved jo godt hvad jeg mener", og så er det dermed i orden. Nej, det er det ikke, og slet ikke i en akademisk verden, hvor man skal formidle præcis viden. Her rækker det ikke med Amalie-formuleringer (den hjernedøde gås fra diverse realityprogrammer såsom Paradise Hotel).
I denne tråd går kritikken ikke på småpillerier som, at der ikke skal "r" på et udsagnsord i navnemåde, og at kommateringen end ikke lever op til reglerne for det nu hedengangne pausekomma (modsat det grammatiske komma).
I dagens jappesprog skelnes ikke mellem "hans" og "sin". De bruges i flæng. Derfor får følgende to sætninger samme betydning.
Peter kyssede sin kæreste.
Peter kyssede hans kæreste.
Men der er alenvid forskel.
I den første kysser han sin egen kæreste, mens han i den sidste kysser en andens kæreste. Men det kan måske også være ligegyldigt, når bare han kysser.
Tag eksemplet med indkomsttype. Man kan vælge mellem funktionær, timelønnet, pension/efterløn, SU, anden statslig understøttelse og andet.
Hvad nu, hvis man er ikke-funktionær, men er månedslønnet?
Hvad hvis man er på kontanthjælp, som er en kommunal overførselsindkomst?
Gruppen af selvstændige har man glemt!!!
Undersøgelsen siges at have til formål at undersøge målgrupperne, men man har end ikke sat sig ned og lavet en bare nogenlunde nuanceret inddeling. Det er for ringe!
Citat:
Ejer eller er du medejer af fritidsbolig, hvis hvilken type (kolonihavehus, sommerhus m.m.)
Citat slut.
Det kræver ikke en IQ over 148 (optagelseskravet i Mensa), men blot en simpel gennemlæsning at se, at denne sætning er noget vås. Det er langt fra den eneste.
Hvis man gerne vil have, at andre mennesker skal bruge lidt tid på at besvare ens spørgeskema, så er det helt rimeligt, at man selv bruger tre minutter på at læse de spørgsmål igennem, man har stillet. Det er der tydeligvis ikke gjort her, og så må man også tage de smæk over snudeskaftet der følger med.
Vi gider ikke se på hjælpeløse mennesker i sport og musik. Her søger vi eliten, de der kan noget, har taget sig sammen og som knokler. Hvem fanden gider se Ølbylyng Old Boys spille mod Høng Old Boys, eller tage til koncert med Sunds Lilleskoles pigekor?
Næh, Champions League, Tom Kristensen, superliga til nød. Det gider vi.
Men når det kommer til at kunne noget selv, formulerer sig bare en lille smule tydeligt og korrekt, og demonstrerer, at der er lidt omtanke bag det, der sendes til andre, så skal jeg/vi tage til takke med det argeste roderi. Forskellen på om noget er skrevet ordentligt eller ikke er som forskellem mellem at kører på motorvejen i forhold til en grusvej. Langsommelig og anstrengende i stedet for afsted over stepperne.
Men bevars, vi har fået en karakterskala hvor topkarakteren 12 gives så ofte at man kan må foranlediges til at tro, at det sublime og det middelmådige er lige gyldigt. Dermed bliver det også ligegyldigt.
Chr.