I mit sommerhus fra 1972 har der været problemer med fugt under gulvet , hvilket lidt efter lidt har fået det tæppebelagte spånpladegulv til at synke mellem strøerne, så gulvet er blevet ujævnt.
Hvor det var værst, har jeg selv udbedret denne skade lokalt ved at udskifte den hængende del af spånpladen og den underlæggende isolering (10cm roskwool), og ved den lejlighed har jeg bemærket, at der er temmelig fugtigt mellem beton-klaplaget og isoleringen. Denne fugt har jeg betragtet som opsivende fugt fra undergrunden, på trods af et 20 cm kapilærbrydende gruslag under det 8 cm tykke klaplag, da grundvandstanden i området er relativ høj. Ved udskiftningen af isoleringen i disse mindre områder, lagde jeg den ny isolering over en plastik-fugtspærre med opadbøjede sider.
Jeg har nu besluttet at udskifte hele gulvet i stuen og erstatte det med et massivt fyrretræsgulv, og pga. fugtproblemerne anbefalede min lokale tømrer, at jeg fjernede både gulv,undergulv og isolering ned til klaplaget for at kunne lægge et nyt gulv over en fugtspærre.
Da jeg fjernede det gamle gulv bemærkede jeg, at hvor jeg tidligere havde lavet et lille område med dampspærre, var der betydeligt fugt på oversiden af fugtspærren, dvs. mellem plastiklaget og isoleringen. Det undrede mig, da de opadbøjede sider af plastikundelaget udelukker, at der her er tale om opsivende fugt fra undergunden. Altså må denne fugt være dannet ved kondens, og det fik mig til at tænke på , at kondens kunne være den primære årsag til fugten under gulvet, og i så fald vil en fugtspærre under det nye gulv ikke løse problemet men snare forværre det, da den kondensdannede fugtighed ikke vil få nogen muligheder for at slippe væk, da der ikke er udluftningsventiler i den lave sokkel.
Jeg er derfor nu i meget tvivl om hvad jeg skal gøre for at undgå fugtproblemer i det nye gulv, og især om jeg skal lægge en fugtspærre over beton-klaplaget. Og kan man eventuelt formindske kondensdannelsen ved at lægge en dampspærre oven på isoleringen (og strøerne ) under gulvbrædderne? Håber på råd og vejledning :-)