Hej
Jeg skal til at udskifte listeloftet i min stue. Stuen har oprindelige været 2 rum, hvor spærene vender hver sin vej.
Det nuværende loft er konstrueret på følgende måde:
Lille del af stuen:
Spær, afstand ca. 100 cm
22x50mm forskalling vinkelret på spær, afstand ca. 60 cm
Alukraft-dampspærre (sikkert fyldt med huller)
Profilbrædder parallelt med spær
Stor del af stuen:
Spær, afstand ca. 90 cm
22x50mm forskalling på langs af spærene og direkte under disse. Afstanden er derfor den samme som spærrene (Forskallingen er formentlig monteret for at få lofthøjden til at passe med den lille del af stuen).
Alukraft-dampspærre (sikkert fyldt med huller)
Profilbrædder vinkelret på spær. (Dvs, samme retning som i den lille del af stuen)
Mellem de 2 dele er der en stålbjælke, dækket af krydsfiner.
I det nye loft vil jeg naturligvis gerne have en ny tæt dampspærre. Derfor vil jeg bruge lægter (38 mm tykke) som forskalling, så alle de mange søm i profilbrædderne ikke laver hul i dampspærren. Det er ikke noget problem i den lille del af stuen. Her sætter jeg ny dampspærre direkte under spærrene og udskifter 22x50 mm forskallingen med lægter.
Men i den store del af stuen er der jo ikke krydsforskalling, så det nuværende loft er kun fastgjort for hver 90 cm. Og ifølge de fleste producenter af profilbrædder må der max være 60 cm mellem forskallingsbrædderne. Så jeg skal altså have sat ekstra lægter op mellem spærrene, parallelt med disse.
Lægterne skal jo have noget at hænge i, så jeg planlægger at sætte forskallingsbrædder op vinkelret på spærrene. Dernæst dampspærre og så lægter parallelt med spærrene. Til sidst profilbrædder vinkelret på spærrene - ligesom oprindeligt.
Mit spørgsmål går på forskallingsbrædderne i den store del af stuen. Hvor tæt skal de sidde for at de kan bære de tungere lægter - og selvfølgelig profilbrædderne?
Nu koster forskallingsbrædder ikke alverden, men jeg overvejer, om jeg kan genbruge nogle af de gamle profilbrædder som forskallingsbrædder. De er ca. 95x15 mm (eller 60x15 mm hvis jeg fratrækker fer og not). Bliver det mon for spinkelt?
Det er bevidst, at jeg placerer dampspærren mellem forskallingsbrædder og lægter. Ellers bliver hulrummet op til isoleringen for stort. Jeg mener at det maks. må være 40 mm.
Det tager selvfølgeligt noget af lofthøjden at bruge lægter istedet for alm. forskallingsbrædder, men den nuværende lofthøjde i stuen er ca. 240 cm, så der er lidt at tage af. Det er noget andet i resten af huset - her har jeg kun ca. 210 cm
Palle Dam