Nogle af jer har måske lagt mærke til det....der bliver boret, hamret, snittet og pudset i teknikrummet på LDS
Gennem de seneste uger har jeg opgraderet forskellige områder af LDS. Nogle af opdateringerne kan I se, mens andre er opgraderinger i det bagvedliggende system.
Der er to mål: 1) At gøre LDS mere lækker at bruge og 2) gradvist at frigøre os fra den platform vi har været låst af de senere år. Det er en kæmpe opgave, men ved at splitte den op i mindre bidder, kan vi stille og roligt nå derhen.
Indtil videre er der sket følgende:
Artikel-sektionen har fået en kraftigt opgradering af systemet bag. På overfladen ses det ikke så tydeligt endnu, men hele motoren bag er kodet om, hvilket giver os en masse muligheder fremadrettet.
Brugerprofilerne er opgraderet med en ny funktion til håndtering af profilbilleder. Det ses rundt omkring på LDS, bl.a. de runde billeder her i forummet. Det er også blevet lettere at opdatere sit eget profilbillede (gå ind under "Min profil".
Medlemstilbud konceptet har fået en gigantisk overhaling. Hele systemet bag er blevet kodet om fra bunden og vi kan nu vise eksempler på konkrete tilbud fra samarbejdspartnerne, fremfor før hvor det kun var en generel beskrivelse.
Gallerierne vises nu pænere på forsiden.
På opgavelisten er bl.a.:
Forummet: Det absolut mest efterspurgte her på LDS er en forbedring af dén måde vi skriver indlæg på. Editoren er langt fra optimal og det kan være lidt besværligt at tilføje billeder til et indlæg. Det står højest på ønskelisten, men er en meget stor opgave at løse fordi det er meget komplekst at ændre på forummet.
Gallerierne er en ret populær del af LDS, men trænger til en overhaling, så det bliver lettere at bruge og flottere at se på. Vi skal have flere billeder i bedre billedkvalitet og bedre muligheder for at kommentere.
Og meget mere...
Skriv gerne kommentarer her, hvis du har ideer til forbedringer eller kommentarer til dét, der er lavet allerede.