Som regel køber jeg brugte biler ved forhandlere og altid som usynet afhentningsbil.
Det kan ofte være svært at få forhandlerne til at slippe disse skramlere til almindelige private, idet de hellere vil sætte dem på auktion, sælge dem til deciderede brugtvognskrejlere, eksportere dem eller inkassere ophugningspengene.
Når forhandleren vælger at "grossere" brugte biler væk, skyldes det lige netop risikoen for, at der kommer en superkværulant, der køber en skramler til måske 10.000 kr. og så bagefter forlanger den repareret for måske 20.000 kr. Det behøver man ikke at være økonomiprofessor for at regene ud, at det er ikke noget forhandleren bliver velhavende af.
Omvendt bliver mange mennesker vældig meget forbitrede over, at man ikke får noget der ligner nypris for sin gamle, defekte bil, når man giver den i bytte ved en forhandler. Rigtig mange private er ofte langt større kæltringe i bilhandel. De kender jo om nogen deres aflagte bil, og har ingen skrupler ved at snyde med oplysninger og usynlige defekter.
Når jeg køber en afhentningsbil, hvor jeg på ingen måde kalkulerer med nogen form for reklamationsret, lever jeg fint med, at denne vogn har en ridse hist samt pist og at interiøret ikke er som nyt, og der måske, uha uha uha, er rustboble i en skærmkant. Det er jo lige netop derfor, at jeg får gyngen billigere!!!
Men gider man ikke selv lave gammel bil, skal man afholde sig fra denne form for handel og bare købe nyt. Hvis man køber en brugt bil til en trdiedel af nyprisen, ja så skal den jo også kun være en trediedel så god som den nye!!! Det må da være logik.
Eksempelvist købte jeg for nogle år siden en Ford Sierra for 3.000 kr. og brugte måske 20 timer på den, primært for at vaske interiøret og lidt rustarbejde i bagvangerne. Det kostede mig omkring 1000 kr. at syne den. Den kørte min kone ca 110.000 km i de følgende 3 år. Desværre måtte jeg lave bremser på den undervejs, sætte 4 nye dæk på og lidt andet servicearbejde. Gad vide om jeg skal sagsøge forhandleren for dette???
Selv købte jeg en Range Rover diesel for 8 år siden for 25.000 kr. og har kørt ca 100.000 km og brugt stumper til den ud over dæk, olie og andre serviceting for måske 10.000 kr. primært til rep. af turboen, en toppakning samt unødvendige vinterdæk her for nylig. Den bruger jeg helt ukompliceret til vore udlandsture med campingvogn efter. Bilen har stadig en værdi som brugt, hvis jeg sælger den nysynet.
Dette som eksempel på, at jeg ikke lader min verden styrte i grus, fordi jeg køber en afhentningsskramler med lidt defekter ved en forhandler. Aldrig nogen sinde vil jeg, så længe jeg selv kan tage fat, købe en ny, lille bil til multihundrede tusinde, idet jeg meget let kan miste i årlig afskrivning på en sådan ny bil, hvad f.eks. min Range Rover totalt står mig i.
Kigger man på brugt bil, bør man anlægge en pragmatisk holdning og være realistisk. Er det meget værre at bruge 10.000 kr i reparation på en brugt bil end at sætte 50.000 kr til i afskrivning på en ny?????