ulemperne ved hårdlodning er helt klar at du bringer meget varme i emnet over et lang stykke tid. Ikke kun at det ikke pynter på ekisterende overfladebehandling (zink), malingen eller zink fordamper og det kan være grumt for helbredet. Det giver selvfølgelig også nogle termiske spændinger.
Fordelen ved (rigtig udført) hårdlodning er at man ikke forandrer de metallurgiske egenskaber. Du smelter metallet jo ikke op. Med det rigtige lod kan du sammensætte selv tynde, varmebehandlede stålemner. fx. kan du samle et cykelstel i Reynolds 753 rør (varmebehandlet CrMnMb stål helt ned til 0,3 mm). Du kan samle 2 forskellige stålsorter og endda Fe og NonFe metaller (Messing på stål). Med nysølv-lod kan du du også lodde rustfast stål. - Derfor til reperaturer: hårdlod.
Hårdlodning med acetylen og oxygen er nok det mest udbredte i industrien. Acetylen er dog noget farligt stads (opblandinger med luft er brandbare og eksplosive i et meget bredt spektrum). Men man behøver dog ikke acetylen, når man offrer lidt flere penge på lod.
og husk at mere lod ikke betyder at det holder bedre - der skal ikke meget til, medmindre du er ud efter filled-brazzed overgange.
Desuden er startomkostninger lave: Du skal ikke købe mere end briller, handsker, en Rothenberger Power Mapp, lod og fluks (passende til lod).
En god solvlod (FONTARGEN AF 314 XL) er 55% søvl (alstå langt mere end i nogle smyker)! Det koster. men du kan arbejde helt ned ved 650C. Og du få en 330 MPa forbindelse. Med lidt cadminum kan man undvære lidt af sølven. Men så er det ej til drikkevand og man skal være mere påpaslig at holde temperaturen nede.
Man kan øve sig med billig messinglod og stålemner.
Det er ikke noget for farveblinde grøvmotorikker der makker med landbrugsmaskiner og rosenespalier - der skal svejses.